Så gik der rask væk 3 måneder!Det er sjovt, hvordan det gang på gang kommer bag på os, hvor hurtigt tiden går. For at gøre os værdige til at have en blog, må vi hellere få taget hul på de seneste oplevelser.
I starten af maj tog vi på en forlænget weekend i anledning af Milles fødselsdag. Turen gik til Mbita, som ligger ca. to timers kørsel og en times sejlads fra Kisumu. Der er et skønt sted ved Victoria søen, hvor vandet, i modsætning til her ved Winam bugten, er rent og meget badevenligt. Vi havde den udsøgte fornøjelse af at bo i et fyrtårn omdannet til suite lige ud til søen med egen badestrand. Herfra tog vi på udflugter bl.a. til den nærliggende Ruma National Park, som er kendt for at have den sjældne Roan Antelope. Vi arrangerede en sejltur ud til en af de mange omkringliggende øer, hvor vi gik (næsten) til toppen, og fik en fantastisk udsigt. Derefter sejlede vi videre til en kunstig skabt hvid, øde sandstrand med kokospalmer.
Lidt senere på måneden afholdte vi et mindre fødselsdagsarrangement hjemme ved os selv, hvor vi inviterede vennerne til grill og hygge på vores terrasse.
Snart blev det igen tid til et vende næsen mod de nordlige breddegrader, og den 10. juni fløj vi fra Nairobi over Dubai til Danmark på sommerferie. Her nåede vi igen langt omkring, både i det jyske og sjællandske – fra Vesterhavet til Christianshavn ;-) Det var virkeligt dejligt, at se vennerne og familien igen. Særligt stort var det at komme hjem og se Jeppes nye niece. Hun er en skøn lille pige, så morbroderen var helt fortabt i hende fra første øjekast. Derudover var vi med til en herlig bryllupsfest hos venner samt til nogle hyggelige familiefødselsdage, hvor vi mødtes med henholdsvis Jeppes og Milles familie.
Vi rundede ferien af med at holde en stor sommerfest, hvor vi havde inviteret venner og søskende. Sommerfesten blev holdt i lækre omgivelser i Føvling, hvor Jeppes forældre bor, så den stod på hygge i solskinnet med havespil, sangria, grill og lejrbål til langt ud på natten samt morgenmad til de overnattende gæster. Det var en meget fin afslutning på vores ferie i Danmark.
Kort efter sommerfest gik det sydover igen, men inden vi vendte tilbage til Kisumu, smuttede vi en tur til Zanzibar sammen med 3 vennepar fra Danmark. Zanzibar er en lækker ferieø, som emmer af swahilikultur og er omgivet af azurblåt vand. Her stod den på byvandring i hovedbyen Stone Town, et besøg på Prison Island, hvor vi fodrede kæmpe skildpadder, en tur til en krydderiplantage, to snorkelture samt en ’deep sea’ fisketur for mændene, hvor de fangede tre store tunfisk, mens damerne nød sol og strandlivet. Det var en kanon tur og endnu engang nød vi det velsmagende seafood og swahilimad!
Ovenpå en rigtig god ferie i både Danmark og på Zanzibar, var det dejlig at komme hjem til Kisumu og få pakket vores enormt tunge kufferter ud. Efter to dage fik vi besøg af de 3 ovennævnte par, som efter Zanzibar selv havde været på safari i Masai Mara, og nu var klar på at udforske stedet her. I løbet af de næste 4-5 dage oplevede de så både Kisumu by samt de (meget) mere landlige områder udenom. Det var bestemt et hyggeligt besøg, og de virkede også glade for de mange indtryk og oplevelser - heriblandt lidt dårlig mave hist og her, som jo bare gør mødet med Afrika endnu mere autentisk ;-)
Nu er vi ved at finde hverdagsrytmen igen og klar på at tage hul på endnu et kapitel her i det kenyanske søhøjland.

