søndag den 3. august 2008

Den første tid i Afrika


Efter tre ugers introduktionskursus på MS træningscenter i Tanzania nær Arusha og en uges introduktion til MS Kenya landekontor i Nairobi nåede vi endeligt til Kisumu i slutningen af juni. Det var med en snært af uro i maven, at vi begav os af sted mod Kisumu, og de små sommerfugle voksede sig større, som vi nærmede os byen. Efter en seks timer lang og udfordrende køretur på de kenyanske ’veje’ nåede vi frem til et mylder af cykler (boda bodas), mennesker, vogne, biler og de såkaldte tuk tuks. Kaoset var ikke til at tage fejl af!

De næste par uger var travlt optaget af at få de praktiske detaljer på plads i forhold til huset, at udforske lokal området, samt at forsøge at få et indblik i foreningen, Kenya Community Paralegal Association. KCPA er en sammenslutning af frivillige ’barfodsjurister’ eller ’paralegals’, der kæmper for at udbrede respekten for og viden om menneskerettigheder, den kenyanske lovgivning samt at øge indflydelsen på anvendelsen af decentraliserede midler. De mere end 400 paralegals har alle gennemgået et syv ugers træningsforløb, som strækker sig over i alt syv måneder med tilhørende hjemmeopgaver. Kurset består af en grundig indføring i international lovgivning, den kenyanske lovgivning, det juridiske system, decentraliserede offentlige midler samt tværgående temaer som ligestilling, HIV/Aids og miljøbeskyttelse. De færdiguddannede paralegals beskæftiger sig generelt med to hovedaktiviteter, nemlig folkeoplysende møder i lokalsamfund samt individuel juridisk rådgivning eller alternativ konfliktløsning i alt fra arvesager til tvister om jordbesiddelse.

Allerede i løbet af de første uger lykkedes det Mille at etablere kontakt til et center for førskole børn. Stedet ligger naer en slumbydel i Kisumu. Her kommer børnene alle hverdage fra kl. 9 til ca. 15.30, hvor de modtager undervisning, får et måltid mad og har mulighed for at lege. Udover Mille, arbejder der også andre frivillige, som bl.a. fremstiller smykker, syr tøj, maler billeder og laver dukketeater for børnene. Mille og jeg har været ude at besøge stedet et par gange (og senere med min familie), men Mille starter først rigtigt i morgen (mandag d. 4. aug.), så det bliver spændende.

Efter små tre uger i Kisumu hentede vi min familie i Nairobi. Det bevirkede, at vi kom lidt rundt i landet samt ligeledes fik udforsket nærområdet mere. Da vi bor lige ned til Victoria søen, var det meget nærliggende at tage en sejltur på den. Det var helt sjovt at se Kisumu fra den side. Derudover kørte vi op til Kakamega Rain Forest, som ligger halvanden times kørsel herfra. Her tog vi en overnatning på Rondo Retreat, hvor der var utroligt frodigt og med en dejlig afslappet atmosfære. Inden familien rejste hjem, sluttede vi af med en tur til Masai Mara. Det er Kenyas største national park og en fantastisk flot savanne, hvor mange af de berømte naturfilm fra Afrika bliver optaget. Vi havde to overnatninger og nåede at se både løver, geparder, giraffer, elefanter, hyæner, bøfler osv. Det var en rigtig fin afslutning på et hyggeligt familiebesøg.